Nogle gange prøver man at være sjov. Eller lige komme med en kæk bemærkning. Det virker helt vildt tit. Og nogle gange falder det til jorden.

I dag ville jeg lige afrunde en snak der endte lidt bastant. Bastant? Jeeez, at skrive det er vel skridtet lige før banko og blommer i madeira. Anyways, jeg ville lige bløde det op og afrunde med et muntert røvhuller. Det var overhovedet ikke sjovt. Selv mit barn på 7 har fortalt mig efterfølgende at det slet ikke kan være sjovt uanset hvodan man siger det. Børn og fulde folk… Men i mit hoved var det faktisk sjovt. Og det ville det også have været hvis vi havde siddet i en Bodega og drukket lunkne øl. Apropos fulde folk? Nå, men der gjorde vi ikke.

For seriøst, jeg sagde jo ikke røvhul (direkte) men røvhuller (generel betragtning om verdenssituationen). Og i min verden er det da ikke et rigtigt ord man ville bruge som skældsord hvis man mente det. Men jeg kunne nu godt alligevel høre at det lød lidt forkert. Så jeg måtte fladt ned på ryggen og undskylde. Det er jeg heldigvis ikke bleg for. Når man er kæk og lidt rap i kæften sker det en gang imellem. Så sluger man bare kamelen og indrømmer at det lød væsentligt bedre og mindre malplaceret inde i ens eget hoved end det gjorde ude i virkeligheden.

Nå men så var det at min twitterstrøm pludselig viste mig dette skønne julekort. Det må være skæbnen at det lige skulle vises nu. Jeg synes det er muntert! Og viser at min humor trods alt må være gangbar i visse kredse. I hvert fald nord for Limfjorden.

Hjerteskærende postkort fra @vadskaer #godjul #lidtsent pic.twitter.com/BpMZNLxv83

— Per Allerup (@allerup) January 9, 2014